Nogle gange får jeg bestillinger, der falder udenfor de gængse ringe og halskæder – bestillinger, som kræver hele mit kreative spektrum for at finde den smukkeste og mest elegante løsning. Sådan en opgave blev jeg præsenteret for den dag Bettina Christiansen, der er præst hos Sct Lukas Kirken på Frederiksberg, kontaktede mig for at få skabt et spænde til den nye messehagel, som var ved at blive syet.

”Hvad er en messehagel?” spørger du måske. Det er den ofte ganske farvestrålende kåbe, som præsten har hen over hendes ordinære præstekåbe til højmesse. Ofte har kirken flere messehagler, som farvemæssigt er tilpasset årstiden eller den liturgiske kalender.

Jeg kommer fra Haderslev i Sønderjylland, hvor dronningen i min barndom havde designet fire forskellige messehagler med tilhørende alterduge til Haderslev domkirke. De er permanent udstillet i krypten under alteret og jeg har faktisk ofte stået og beundret dem. Derfor er der da også en vis stolthed over nu at kunne sige ”Dronningen og jeg – leverandører til den danske folkekirke” –ahem ;-)

Den messehagel, som skulle skabes adskilte sig fra den gængse model, som er lukket – i bund og grund består den af et stykke stof med hul i, der trækkes ned over hovedet. Hos Sct.Lukas har man tradition for at have en åben messehagel, som så skal lukkes med et spænde. Al den stund at den nuværende præst er kvindelig, skulle spændet placeres på barmen (frem for hen over maven) for at messehaglen sad godt, og derfor skulle det være lidt mindre end det gamle, ligesom selve messehaglen også skulle være uden "ærmer".

Fasten og advent hører til den tid, hvor lilla ifølge den liturgiske kalender er den bærende farve og den nye messehagel skulle derfor skabes i violet damask med blomsterbroderier inspireret af kirkens udsmykning. Da spændet skulle designes, valgte vi samme fremgangsmåde for at finde frem til et motiv:

Sct. Lukas er en charmerende nygotisk kirke fra 1826, hvor mange generationers stilarter finder sammen i et tiltalende hele. Det betyder også, at der er mange fine detaljer, som kan bruges til inspiration. Men idet hver halvdel af spændet jo fungerer bedst hvis de udgør et lukket hele, var det ikke et hvilken som helst motiv, der kunne bruges. Valget faldt på et sæt akantusblade, som diskret støtter det maleri, der udgør selve altertavlen.

Akantusblade er et kendt designmotiv, som vi første gang støder på i den korintiske periode i det antikke Grækenland (bare se de fint dekorerede toppe af søjler for det indre blik).

I middelalderen dukker de op igen, fx i de meget smukke og farvestrålende illuminationer, som munkene skabte i de mørke klostre. Derfor var det sikkert også oplagt at benytte sig af dette motiv, da man udsmykkede den nybyggede Sct. Lukas kirke på Frederiksberg i en tid, hvor man blandt andet sværmede for den romantiske højmiddelalder.

Det fine ved akantusbladende er, at de (meget lig bregner) skyder op af jorden som små knolde, der så langsomt ruller sig ud til ranke stængler. Denne lidt indadvendte, saftspændte form rummer så meget kraft, som er på nippet til at udfolde sig til noget fantastisk – ganske som et embryo eller lille barn i moderens mave, der på samme måde eksisterer i sammenrullet form, før det ved fødslen retter sig helt ud og tager sit første åndedrag.

Al den stund at spændet skulle bruges til den messehagel, der er skabt til at blive benyttet når højmesserne handler om de mere indadvendte og alvorlige aktiviteter, hvor blandt andet bod og anger er periodens åndelige opgave, gav det også mening at skabe et spænde, hvor motivet lukker sig om sig selv. Efter denne indadskuende periode vil mennesket så folde sig ud og være klar til at modtage livets gave. Den violette periode efterfølges nemlig i kirkeåret ofte af den grønne, hvor vækst, forår og håb er på dagsordenen eller, som tilfældet er på dagen hvor en festgudstjeneste markerer at den nye messehagel tages i brug, 2. søndag i advent. Og intet fuldt flor uden spiren, der forinden har gjort sit!

Sådan blev spændet bygget

Ved designmødet i min butik talte vi de forskellige muligheder igennem og landede ganske hurtigt på akantusbladene som motiv. Efter mødet tegnede jeg ideen ren med tre forskellige forslag til, hvordan lukkemekanismen skulle fungere.

Den smukkeste, men også mest krævende version var den, hvor en del af det ene blad rakte ind over det andet i en krog. For at sikre mig, at den kunne fungere, lavede jeg en testversion af pap.

Derpå skar jeg de to halvdele ud af en messingplade og hvælvede dem med en rund træhammer, hvorefter de omhyggeligt blev graveret, så grove strukturer kontrasterede med de blanke.

På denne måde efterlignede jeg den nuanceforskel, der lå i det oprindelige malede motiv, hvor grønne farver frem for strukturerer former designet. En lille del af bladet på den ene halvdel rækker ud efter den anden, og binder dem sammen til en tvillingeform, der lukker sig om sig selv, søgende støtte hos hverandre.

Små diskrete øskener blev loddet på spændets bagside, så det kunne fæstnes sikkert til messehaglen. Før spændet blev forgyldt med 18k guld.

Messehagelen er syet af dameskrædder Katherine Ines Pitarch, som er indehaver af Dress by Ines. Hun har været mindst lige så fokuseret på at få detaljerne fra kirkens blomsterudsmykning rigtige som jeg var - og slap fantastisk godt fra den udfordring!

Det har været en fornøjelse at skabe noget for en guldsmed så usædvanligt som et spænde - og så endda til en så ærværdig institution som den danske folkekirke. Jeg er gået til opgaven med en vis stolthed og ydmyghed over at være blevet valgt til at bygge noget helt andet end de gængse håndlavede smykker, som jeg skaber til dagligt i mit værksted. Ikke alle mine opgaver er lige mindeværdige, men denne vil nu sent blive glemt!

Bettina Christiansen i fuldt højmesse-ornat