Smaragder har hver deres individuelle personlighed
Elsker du ikke bare smaragdgrøn? Smaragder er helt utroligt smukke – ikke mindst på grund af deres vidunderlige farver og charmerende ”jardin” (fransk for ”have”): De mange tydelige indeslutninger, som giver stenen karakter.
Inklusionerne giver hver smaragd sit individuelle præg, selv om det ER muligt at finde smaragder, som synes klare for det blotte øje. Men disse sten er en sjældenhed, derfor svære at få fat i og meget, MEGET kostbare! Selv de store, intenst grønne smaragder, som findes rundt omkring i kongelige juveler har som oftest tydelige indeslutninger.
Men indeslutningerne er noget vi har lært at elske, for farven er skøn; Fra den lækreste mintgrønne til den mest intense ir-grønne - smaragder er bolsjer for øjet! Og så er der faktisk også en lille finte ved denne ”jardin”: Fordi hver smaragd har sin helt egen, personlige karakter, kan et godt nærbillede af stenen være med til at identificere den også efter den er blevet taget ud af sin fatning (hvis fx smykket er blevet stjålet og blevet skilt ad). Med andre ord ækvivalenten til et fingeraftryk!
Vidste du:
Smaragder er 20 gange mere sjældne
end diamanter!
Indeslutningerne befinder sig inde i stenen og bryder også som oftest dens overflade, hvilket gør, at en smaragd sjældent har en helt ensartet, blank overflade når man nærstuderer den. Al den stund at det er farven, man ved smaragder har mest fokus på, er det ikke noget man lægger videre mærke til, når man ser på smykket som sådan. Men falder lyset i den rigtige vinkel, vil man kunne se linjer osv. i overfladen af de fleste smaragder. Næsten alle smaragder bliver behandlet med farveløs olie for at reducere hvor meget disse indeslutninger syner på stenes overflade. Derfor skal en smaragd heller aldrig renses i ultralyd eller ligge i vand med opvaskemiddel, for så fjerner man jo olien og så kan linjerne på overfladen ses tydeligere! Sten af en dårlig kvalitet stabiliseres også fra tid til anden med epoxy, hvilket er en lettere kompliceret proces, der involverer tryk og varme.
Wave ring af hvidguld og gult guld med syntetisk smaragd
Ønsker du en ren smaragd med en blank overflade, uden at skulle ofre din førstefødte, er der et alternativ i de laboratorieskabte smaragder – det der i branchen hedder ”syntetiske smaragder”, som ofte har væsentligt færre indeslutninger. Man kunne argumentere for, at de syntetiske smaragder er bedre for miljøet, selv om denne diskussion er mere nuanceret end det (læs mere om ædelsten i artiklen her).
Lad være med at fri med en smaragdring!
Smaragder hører ikke hjemme i "de vigtige hverdagsringe" som forlovelses- eller vielsesringe. Den simple årsag er, at på trods af at smaragden faktisk ligger ganske højt på Mohs skala (der inddeler mineraler i hårdhed – læs mere her), så gør dens særegenhed med alle indeslutningerne, at den er ”sprød” og kan gå i stykker af et relativt lille slag, hvis den rammes rigtigt (eller forkert, jo). En forlovelsesring skal jo helst kunne holde livet ud, hvilket med dagligt brug ikke er sandsynligt for en smaragds vedkommende. Tænk på den uheldige symbolværdi af, at en sten i en forlovelsesring kunne gå i stykker allerede inden vielsen. Det er jo ikke til at bære! Ønsker du en grøn sten i forlovelsesringen, kan du i stedet overveje en grøn safir eller diamant.
Unika guldring med grønne diamanter. Del af et brudesæt - læs mere her
Smaragder er af ovnstående årsag så berygtede/frygtede i branchen, at mange guldsmede simpelthen nægter at arbejde med dem og under alle omstændigheder skal have FULDSTÆNDIG og uforstyrret ro når de skal fatte disse ædelsten. Hos Castens arbejder vi med smaragder, men ikke dråbeformede eller firkantede med skarpe hjørner, fordi risikoen for at knække et hjørne af i fatteprocessen simpelthen er for stor.
De skønne smaragder er altså først og fremmest ideelle til øreringe eller halskæder (eller diademer for den sags skyld ;-) ). Hvem husker fx ikke det ikoniske rød-løber billede af Angelina Jolie hvor hun bar et sæt fuldstændigt vidunderlige smaragddråber til en oscaruddeling? Disse sten (i alt 115 carat) var exceptionelt store, stærke i farven og relativt rene og derfor kostede øreringene i 2009 den nette sum af 2,5 millioner. Dollars.
Betydeligt mindre sten kan fås til en væsentligt lavere pris, men er stadig meget svært at opdrive dem i en kvalitet hvor både farven er ideel og der ikke er nogen synlige inklusioner. For, som en af mine leverandører tørt konstaterede: Når først Cartier, Graff og alle de andre tunge drenge har været der, må vi andre nøjes med hvad der er til overs. Det gælder i øvrigt alle sten, som tilhører den mere sjældne kategori.
Reglen fra undtagelsen: Selv om vi helst undgår at fatte smaragder i ringe, har vi for tiden en enkelt unika ring med en lille, 3 mm smaragd. Og den ER da også yndig!
Smaragdernes sarthed udelukker ikke ringe helt: Man kunne jo give den gas med en vidunderlig smaragd i en smuk cocktailring, man kun har på lejlighedsvist. Eller hvad med små kulørte indspark i form af ”cheerleaders” som jeg kalder de små support-sten, der mere eller mindre symmetrisk omgiver en centersten?
De små smaragder her stammer fra min kundes bedsteforældre hvor de plejede at sidde i en ørering som hun arvede. Smaragderne i den enlige ørering fik nyt liv i denne ring med en lysegrøn prasiolit som centersten
Læs mere om smaragder hos GIA her
De små løse smaragder i toppen af artiklen her er i øvrigt til salg:
Den lille måler 3,2 mm, vejer 0,14ct og koster 2.125 kr
Den store måler 4,6 mm, vejer 0,35ct og koster 3.500 kr
Skriv en mail til design@castens.com eller ring til os på 32 200 444 for at reservere dem