rageild i mørket 

Af Karin Castens

Det var mørkt i parken, men hun havde gået her så tit, så hvis hun bare gik hurtigt, ville det være overstået på et øjeblik. Men da hun så hans kraftige skikkelse dukke frem fra buskene foran hende, vidste hun, at hun havde begået en fejl. Det var alt for mørkt, sent og farligt at gå her på denne tid af natten, men hun havde været træt og ville bare hurtigt hjem. Nu så det ud til at hun skulle betale prisen for at ignorere almindelig sund fornuft.

Inden hun nåede at beslutte sig for, om hun ville løbe eller skrige, brasede han ind i hende og skubbede hende op mod et træ. En gren borede sig smerteligt ind i ryggen, da hun forsøgte at forsvare sig selv. Men han var stor og stærk og hurtigt dæmpede han hendes opskræmte råb om hjælp med den ene hånd, mens den anden famlede hårdt ned over hendes krop.

Han flåede straks tasken fra hende og nu følte hun en skarp smerte i nakken, da hendes gyldne halskæde – den hun havde arvet af Bedstemor – blev revet af hende. Han fortsatte til hendes hånd og forsøgte her at trække den nye ring af hende, mens han med sin krop holdt hende naglet fast mod træet. Han lugtede. Af tobak, sprut og ikke at være blevet vasket i en rum tid. Kvalmen skød op i hende og hun forsøgte ikke at give efter for den lammende skræk, der bredte sig i hendes lemmer, mens hun forbandede sig selv for at være dum nok til overhovedet at bringe sig selv i denne situation. Hun forsøgte at trække sine hænder væk fra ham, men han fik fat i ringen – den med den lille gyldne drage, der slyngende sig omkring hendes finger – og trak gryntende til.

Det gjorde ondt, og hun spekulerede på, om hendes finger var gået af led, da han pludselig mistede grebet – ringen syntes at blive blød og røg pludselig ganske nemt af. Han udstøte et overrasket udråb, da den gled gennem hans fingre og faldt til jorden, hvor den landede blødt i de visne blade.

Undrende holdt han hånden op foran sit ansigt og studerede den, som kunne han ikke helt forstå, at den sådan uden videre havde givet slip på guld. Og pludselig var ringen tilsyneladende ikke så vigtig mere, for nu så han intenst hen over sin barkede næve og ind i hendes vidt opspærrede øjne. Han virkede vred, sulten – og næsten lige så fortvivlet, som hun vidste hun måtte se ud. Hvad ville han gøre nu? Hun begyndte skrækslagent at kæmpe igen, da det gik op for hende, at han måske var ude efter mere end hendes ejendele, og hun sparkede ud efter ham. Han undgik hendes angreb med en behændighed hun ikke ville have tiltroet ham og han pressede sin krop hårdt op imod hende. Så begyndte han at famle efter sømmen på hendes nederdel og nu var hun ikke længere i tvivl om hans hensigt. Hun peb i panik, mens hun mærkede, hvordan angsten langsomt lammede hende.

Pludselig fangede et lille lysglimt hendes – og også hans – opmærksomhed. Det så ud som om nogen havde strøget en tændstik, men hun var sikker på at de var skræmmende alene, kun omgivet af træer og buske. Det var de ikke, ikke helt i al fald. Hun hørte en sagte lyd - som en kolibris summende vingeslag - til højre for hans hoved og så ham spærrede øjnene op ved den ukendte lyd. Og nu så hun den igen – den lille flamme, som denne gang sved hans øjenbryn af og efterlod en stank af brændt hår i luften.

Han brølede overrasket og smækkede en hånd for sit blændede øjne. Hun benyttede sig af distraktionen og skubbede hårdt imod hans bryst for at komme fri, men han nægtede at give slip. Men nu syntes noget at angribe ham for alvor – noget ganske småt og meget vredt skræppende svirrede om ørerne på ham mens det spyede den ene lille flamme af ild efter den anden. Snart glemte han alt om hende og viftede vildt om sig mens han rasende slyngede bandeord mod sin usynlige angriber, der havde sat tænderne i hans øre. Hun kunne ikke rigtig se noget i mørket, men de små glimt af lys fra den lille skabning lod hende skimte voldsmanden, der nu kæmpede imod noget, som var alt for hurtig for hans store og – som hun på smertelig vis havde konstateret – hårde hænder. Hun gemte sig bag træet og så, hvordan han tilsyneladende havde glemt alt om hende og nu blot forsøgte at blive sin plageånd kvit. Til sidst vendte han ryggen til hende og løb, som var en dæmon i hælene på ham – og det var måske ikke helt forkert?

-

Han var væk. Det var forbi. Pludselig gav hendes knæ efter og hun gled til jorden, mens hun hvilede panden mod det solide træs ru bark. Hun hulkede, da hun indså, at han var borte og med rystende hænder famlede hun efter tasken og fandt til hendes overraskelse også halskæden, men hendes ring var forsvundet. Hun satte sig ned, slyngede armene omkring knæene og lod med tunge tårer sin frygt opløses i nederdelen.

Et lille lysglimt bragte hende tilbage til hendes omgivelser. Det syntes at være meget tæt på – på hendes venstre knæ for at være helt præcis. Da det lykkedes hende at blinke tårerne væk, gik det op for hende, at det var en lillebitte drage på længde med hendes lillefinger. Dens skællede hud virkede blød og glitrede gyldent i lyset fra dens flammeånde. Minidragen rejste sig på bagbenene, lagde hovedet på siden og blinkede til hende med sine diamant øjne, samtidig med at den udstødte en blød, spørgende lyd. Hun lo. “Jeg er okay du lille – på grund af dig, tror jeg?”

Hun rakte hånden frem, og dragen sprang med et elegant hop over på hendes håndflade, hvor den kærligt skubbede sit hoved imod hendes tommelfinger. Så vendte den sig om og snoede sig om hendes ringfinger, hvor den selvtilfreds lagde sig til rette. Hun så til, mens den lille Drage en sidste gang åndede glødende ud og stivnede. Hun havde sin ring på igen. Eller havde den hende på? Hun smilede, rejste sig og gik hjem – let forpjusket men også med en ny selvsikkerhed i hendes gang.

Køber du et dragesmykke til dig selv eller en anden voksen hos Castens, får du ovenstående historie med som lille hæfte. Er smykket til et barn, får du "En Heldig Drage" med i stedet. Du kan læse historien her.

Cover illustration af Galaxara