×

Gem til din ønskeliste

For at kunne gemme et smykke på en ønskeseddel, skal du være medlem af Castens Clubben. Det er nemt at tilmelde sig og tager mindre end et minut.


×
×

Nyhedsbrev

* "Hemmelige" smykker * Events
* Historier fra værkstedet * Tilbud

 

Book
design-
møde
8. Juni 2019

Hvilket metal er holdbart til smykker?

Står du for at købe en ring, som du regner med vil blive båret hver dag i mange år fremover - som for eksempel en forlovelses- eller vielsesring, skal du træffe en række valg. Ikke mindst hvad angår metallet. For hvilket metal er det mest holdbare til fx vielsesringe? Svaret er ikke helt simpelt og afhænger meget af dine præferencer og livsstil. Her er en gennemgang, så du kan træffe det valg, der er helt rigtigt for dig


Moderne smykker, som du kan købe hos guldsmede over hele verden, er næsten aldrig lavet af 100% rent ædelmetal, fordi det er for blødt. For at styrke og også fortynde guldet (hvilket gør metallet en del billigere), er andre metaller blevet tilsat det guldet, hvilket skaber en LEGERING. Og hvordan ved du så hvilken legering et smykke er blevet skabt af? Det gør du ved at kigge nærmere på dine smykker, hvor du burde kunne finde mindst to stempler et mere eller mindre skjult sted – på indersiden af ringen fx: Det første stempel består af et antal bogstaver, der angiver producenten (vores er CAS - du kan se det øverst i denne artikel) og derefter et 3-cifret tal, der angiver legeringen. Nummeret angiver hvilken legering smykket er fremstillet af, og det fortæller altid indholdet af hovedmetallet - ikke udtrykt i procent (divideret med hundrede), men i promille (divideret med tusind).

1.000 promille = rent guld, der også er kendt som 24 karat. I Danmark arbejder vi primært med følgende ædle metaller:

333 - 8k (333 ud af 1000)
585 - 14k (585 ud af 1000)
750 - 18k (750 ud af 1000)
925 - sterling sølv
Pt - Platin

Så hvad er resten af guldringen så lavet af når den er stemplet med 585, spørger du måske? For gult guld er legeringsmetallerne sølv og kobber. Her er et eksempel på de 3 typiske danske legeringer, som så fint illustrerer mængden af rent 24k guld i forhold til legeringsmetallerne.

Der er i øvrigt regionale forskelle verden over. 9 og 10 karat er fx også meget udbredt i ”den lave ende” (hvor der er ca. 1/3 guld i hvilket betyder, at farven er meget lys), mens man i områder, hvor folk generelt har en mørkere hud (hvilket er en meget smuk baggrund for høj karat gult guld, der har en dyb og varm gul farve), primært bærer guldsmykker på over 20 karat. Her omtaler man pudsigt nok 18 karat, som mange af os lidt mere blege vesterlændinge betragter en høj karatlegering, som "europæisk guld" ;-)

I Europa og USA er rosa guld i de senere år blevet mere og mere populært - måske fordi det er en smuk tone til vores lidt blegere hud? Grunden til, at 585 rosaguld er mere rødt end 585 gult guld er, at mængderne af sølv og kobber, der blandes i guldet, er fordelt anderledes. Rosaguld har mere af det røde kobber og mindre sølv. Er du også lidt forvirret omkring hvorfor man siger "rødgud" om det gule guld og ikke det rosa?

Se en video her

 

  

 

Metaller til ringe - hvad er dine muligheder?


Lad os se på de mest almindelige metaller til vielsesringe og andre smykker, og hvordan metallerne opfører sig, når de bæres som en ring hver dag:

 

Sølv

Sølv er prismæssigt overkommeligt og har et smukt, farveløst skær, når det er nypudset. Sølv oxiderer imidlertid, hvilket betyder, at områder, der ikke er udsat for slid (som vil fjerne oxyderingen) i tidens løb først vi blive lidt gyldent (så ligner det 8 karat guld) og derefter bliver det mørkegråt. Sølv brugt i smykker sælges normalt som "sterling sølv", hvilket betyder, at det er legeret med 7,5% kobber og dermed stemplet med 925 (ud af 1.000 ).

Grunden til at man blander kobber i sølv er, at selv om rent sølv er lidt hårdere end rent (24 karat) guld, er det stadig ret blødt. Tilføjer man det meget hårdere kobber, bliver metallet stærkt nok til, at det kan blive brugt til smykker. Sterling sølv er dog ikke hårdere end legeret guld, fordi dette som oftest har et endnu højere kobberindhold. Sølv er desuden temmeligt blødt og formbart, hvorfor du sikkert har oplevet, at dine sølvringe med tiden ændrede lidt form - i hvert fald de mere spinkle af dem.

 En smuk og kraftig Wave-ring i sølv

Wave - blød og tung bølgering og en Dyster Dragonling viklering i delvist oxyderet sølv

 

Gult guld

- Det klassiske materiale til de ”vigtige” smykker. Mens poleret sølv og andre "hvide" metaller reflekterer omgivelserne som et spejl, har guld sin egen helt unikke og varme farve. Overfladen er rimelig ridsefast når det er legeret og bedst af alt: Guld oxiderer ikke! Dette er dog ikke helt sandt for 8 karat guld fordi kun 33% af metallet er rent guld mens resten jo er sølv og kobber. Efterlader man en 8 karat guldring i en skuffe, vil den med tiden ændre farve fordi de to andre metaller løber an. I mit værksted bruger vi næsten aldrig lavere end 14k guld, fordi jeg mener, at der ikke længere er tale om ”rigtigt” guld hvis det faktiske guldindhold er under 50%. 8 karat guld har også (af åbenlyse grunde) en meget lys og ikke særlig gylden farve - en kendsgerning, som i industrien ofte afhjælpes ved guldbelægning med 14 eller 18 karat guld, så det ser mere varmt gult ud.

Men hvilken legering er den stærkeste? 14 eller 18k guld? Det afhænger af de legeringsmetaller, der er blevet brugt, og deres forhold. Men til syvende og sidst afhænger det mest af designet: Hvis du går efter et super spinkelt ringdesign på kun ca. 1 mm, så hold dig til 14 k, idet det er en anelse hårdere – i de fleste andre tilfælde kan du roligt vælge det varmere 18 k guld, der ikke er væsentligt blødere end 14k.

 Golden Garden ring i guld med diamanter

 

Hvidguld

Hvidguld starter med at være gult, idet det nu engang er den farve som guld har. Årsagen til at det er "hvidt" er, fordi det er legeret med andre hvide metaller - i Europa for det meste med sølv og palladium. I USA er det tilladt at tilføje nikkel, hvilket skaber en meget ren, ”hvid” farve. Dette er dog ikke tilladt i Europa på grund af problemer med nikkelallergi. Selvfølgelig er der en grænse for, hvor "hvidt" du kan fortynde et gult metal, mens du stadig bevarer en 585 eller endda 750 karat legering. Derfor har hvidguld faktisk en sart, varmt grå farve, som kan være meget smuk på lys hud. Mange mænd foretrækker dette metal, fordi det har sin egen dæmpede farve.

Årsagen til, at hvidguld købt hos din lokale guldsmed ligner nypudset sølv er, at det er blevet belagt med rhodium. Rhodium er meget hårdt og har et skinnende, kromlignende udseende. Men da det er en belægning, vil denne med tiden slides af og derfor kræve fornyelse ca. en gang om året (afhængigt af aktivitetsniveauet i dit liv og om du tager dine smykker af når du dyrker sport, laver havearbejde osv.).

 

Vielsesringe med symboler af urhodineret hvidguld
og Hiding Heart (forlovelses-) ringe af rhodineret hvidguld

 

Platin og palladium

Disse to metaller er nært beslægtede og har langt henad vejen de samme egenskaber: Begge er sjældne og dermed dyrere end guld. Begge er "hvide", altså farveløse som nypoleret sølv, men i modsætning til sølv, vil de ikke oxidere over tid. Mens platin har eksisteret i mange år som det ”fineste” af de ædle metaller, har palladium kun været anerkendt som ædelmetal i mindre end 10 år og er derfor stadig ikke ret udbredt her i Danmark. Begge metaller er hårdere/mindre bøjelige legeringer end 14k guld, men de ridses meget lettere. Begge metaller bruges næsten rene med kun 5% legering. I palladiums tilfælde anvendes ruthenium som bliver tilsat en anelse kobber eller andre komponenter for at lette støbning og bearbejdning. Vielsesringe af platin er legeret med iridium, rhodium og ruthenium. Med andre ord: Metalet er meget rent og dermed hyperallergent.


Forskellen ligger hovedsageligt i vægten: Platin er meget tungere end palladium og næsten dobbelt så tungt som guld! Det lettere palladium er ca. 10% mindre tilbøjeligt til ridser end platin. Med andre ord: Hvis du vil have et "hvidt" metal uden at skulle have den genrhodineret med jævne mellemrum, er platin eller palladium begge gode valg. En ring af disse to metaller vil dog have brug for en professionel polering en gang imellem, fordi de som sagt er mere tilbøjelige til at blive ridsede end (hvid)guld.

Men skønheden koster: Palladium, som man jo bruger til at legere hvidguld, er steget enormt i pris de seneste år, fordi man mere og mere anvender metallet i industrien, blandt andet i elbilernes batterier. Til gengæld er prisen på platin faldet meget.

I praksis betyder det, at hvis du får skabt den samme ring i hhv. 14k hvidguld og platin, så vejer plantin-versionen væsentligt mere. Men fordi gramprisen på platin er lavere end den er for hvidguld, så koster en ring skabt af platin i øjeblikket nogenlunde det samme som af hvidguld, hvorimod samme ring i palladium vil være det mest kostbare valg.

 

 

Forgyldning - den billige guldring?

Uanset hvilket metal du vælger, kan du altid få det belagt med noget andet. For eksempel kan en sølvring være belagt med guld for at ligne en guldring. Men da en sådan belægning ret hurtigt vil blive slidt af -særligt når den bæres hver dag, vil du se en ændring inden for få måneder. Du vil altså alligevel ende med en ring som ser ud som det metal den oprindeligt blev lavet af - måske med en rest forgyldning i hjørner og kroge, hvor den ikke er blevet slidt af. Medmindre du kan lide en sådan dramatisk ændring af din rings udseende (det kan der jo også være en gimmick i), så gå efter det rigtige metal fra starten - du vil altid blive gladere for det valg i længden.

Den ægte vare: En snirklet solitare guldring med diamant

 

Andre spændende metaller

I de senere år er andre alternative materialer kommet på markedet: Titanium, wolfram, karbon og stål. Mens alle disse er blevet stadig mere populære på grund af deres hårdhed og farve - især blandt mænd - har de en stor svaghed: Fordi bearbejdningen af disse ringe kræve specialværktøj, som kun findes på store fabrikker, har ingen guldsmede med et lille værksted mulighed for at arbejde med disse materialer. Dette betyder også, at disse ringe af titanium, wolfram, stål og karbon ikke kan ændres på nogen måde. Med andre ord: Vælger du en ring af et af disse materialer, skal du sikre dig, at størrelsen er korrekt i første hug (hvilket ikke altid er let - læs mere om emnet i min artikel om, hvordan du finder den rigtige ringstørrelse) OG du kan aldrig tabe dig eller gå op i vægt i den tid du vil gå med en sådan ring – for størrelsen kan aldrig ændres.

 

Lidt om diamanter i gult guld

Ønsker du en stor diamant, men har ikke råd til den allerbedste kvalitet? Så overvej at få fattet den i gult guld. Fordi en diamant reflekterer en del farve fra den fatning, den sidder i, kan du ikke se den store forskel mellem en River (D) og en Wesselton (H) diamant! I øvrigt - Hvis du er ved at købe et "vigtigt hverdags smykke", som jeg plejer at kalde det, fx en forlovelsesring eller vielsesringe, skal ædelstenen, som skal fattes i ringen, også være holdbar. Læs mere og / eller se en video om ædelstens holdbarhed her.

Solo - en anderlledes solitaire, hvor gult guld i fatningen skaber en smuk kontrast til det kølige (rhodinerede) hvidguld.

 

Er du stadig i tvivl om hvilket materiale du skal vælge? I det mindste er du det nu på et højere niveau ;-) Se mange forskellige håndlavede ringe skabt af forskellige ædelmetaller her.

Vis mig de håndlavede ringe

 

Tags: forlovelsesringe, guld, Vielsesringe





Kommentarer

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Blog Kategorier


Arkiv


Seneste designs

Følg os

Top