×

Gem til din ønskeliste

For at kunne gemme et smykke på en ønskeseddel, skal du være medlem af Castens Clubben. Det er nemt at tilmelde sig og tager mindre end et minut.


×
×

Nyhedsbrev

* "Hemmelige" smykker * Events
* Historier fra værkstedet * Tilbud

 

Book
design-
møde

 Om Castens 


Håndlavede smykker
der afspejler essencen af hvem du er


Når jeg møder mine kunder for første gang, stræber jeg efter at forstå mennesket og komme ind til kernen af, hvad det er, DU drømmer om. Det gør jeg, fordi jeg elsker at designe til individuelle mennesker - dig som:

- Helst vil bære smykker, som ingen andre ejer

- Elsker smykker med en dybere mening eller affektionsværdi

- Værdsætter et unikt design frem for standard luksus mærker

- Holder af ting, der er skabt i hånden frem for masseproduktion

 -Elsker kvalitet frem for kvantitet

  

Jeg designer og skaber specialdesignede smykker til mennesker,
som ønsker at bære smykker, der er lige så unikke som de selv er

 

 

Om mig

Mit navn er Karin Castens. Jeg er guldsmed, fordi jeg vil skabe mest mulig skønhed til denne verden – skønhed i form af meningsfulde smykker, som vi kan glædes ved i det daglige. Et skønt smykke er for mig løssluppent, legende og boheme-agtigt og derfor er mine designs ofte asymmetriske, med interessante overflader og med et mere end venligt nik til fransk art nouveau. Mine store inspirationskilder er naturligvis Renee Lalique og herhjemme Arje Griegst og Torben Hardenberg. Nogle kalder ligefrem mine smykker for eventyrlige, og det er der ikke noget at sige til – særligt når der ligefrem indgår drager som motiv i nogle af dem!

Jeg går op i at mine smykker er skabt solidt nok til at blive elsket nu og senere blive til et arvestykke - værdsat i generationer. Jeg plejer at sige, at jeg skaber smykker til hverdagsprinsesser og andre skamløse romantikere.  Vi køber smykker af mange årsager: Forlovelse og vielse er klassikeren, mens andre ønsker at fejre noget – om det så er et elsket afdødt familiemedlem (hvor vi genbruger arvet guld eller sten til et nyt smykke), en ny tilværelse eller måske en afsluttet uddannelse.

 

Den akademiske guldsmed

Min vej ind i smykkebranchen har været noget alternativ: Jeg er nemlig ikke uddannet guldsmed, men har en kandidatgrad indenfor kommunikation og kunsthistorie fra universitetet. Efterfølgende har jeg arbejdet med markedsføring og kommunikation i en hel del år mens jeg sideløbende – helt siden midten af 90’erne – har haft mit eget lille guldsmedeværksted nede i varmekælderen, hvor jeg sad ved siden det hyggeligt brummende fyr og arbejdede med det fag, som i virkeligheden stod mit hjerte nærmest. Her dygtiggjorde jeg mig, som en af mine søde ældre kolleger smilende beskrev det, ”på den besværlige måde”, selv om jeg dog også har studeret på Institut for Ædelmetal. I øvrigt en uddannelse for uddannede guldsmede, som jeg alligevel fik lov til at komme ind på efter en 3-dages optagelsesprøve.

Da den økonomiske nedtur ramte verden i 2008, mistede jeg som så mange andre mit job og valgte at se det som en velsignelse. Jeg tog springet, fulgte mit hjertets kalden og skiftede computeren ud med værktøj. Nu ville jeg virkeliggøre min store drøm om at skabe transportabel skønhed i form af smykker! I dag driver jeg min guldsmedje i de smukke højloftede lokaler i kvarteret bag det Kongelige Teater i København. Jeg er medlem af Københavns Guldsmedelaug og vandt i 2018 en guldmedalje i den internationale designkonkurrence A’Design Award for brudesættet ”Two Forever”. Og så er jeg, på trods af min manglende officielle guldsmedeuddannelse, blevet godkendt som mester og uddanner nu egne lærlinge.

Når ikke jeg jonglerer de helt utroligt mange bolde man har i luften, som guldsmed med egen butik og ansatte, kaster jeg mig over bøger (ja, naturligvis fantasy) og symaskinen. Det med at sy er jeg faktisk ikke helt dårlig til: Jeg nåede finalen i TV2’s program Klar Parat Sy!

 

Karin

 

Jeg arbejder med kunder lokalt - og mange kilometer væk

Jeg bor og arbejder i hjertet af København og mange kunder besøger mig i min butik. Men jeg har designet smykker til kunder så langt væk som Australien. Hvis du gerne vil have mig til at skabe det unikke smykke, som afspejler, hvem du er, er du velkommen til at komme forbi butikken i Holbergsgade bag det Kongelige Teater. Bor du for langt væk til at det umiddelbart kan lade sig gøre, kan du stadig booke et designmøde, for at vi sammen kan designe dit smykke via mail eller Skype.
 

Book et designmøde

 

 

Anmeldelse

"For ca. 1½ år siden ”opdagede” jeg din butik, og allerede fra første besøg, fra første smykke du skulle lave om for mig, oplevede jeg noget, som jeg ikke har oplevet hos andre guldsmede i byen. Du er engageret, du forstår straks mine ønsker, også selvom de bliver formuleret i klodsede ord, og du kan tegne som en stjerne. Det er som om, der er en direkte kanal fra mine ord til din hånd, og jeg ser i umiddelbar forlængelse af det jeg har sagt, mit ønske på dit papir. Det er faktisk en noget syret oplevelse, men nu har jeg efterhånden fået lavet en del hos dig, og hver gang har jeg haft den oplevelse.

I det seneste ½ år har du også lavet en del både for min søster, for mine veninder og for min mand, og de siger alle sammen det samme, som jeg: Dit engagement og forståelse for dine kunders ønsker og behov er unik, ligeså er dine evner til at tegne og skabe fortryllende, smukke og eventyrlige smykker, og så er du vidende ikke kun indenfor kunsten at behandle ædelmetaller og ædelstene, men også indenfor kunsthistorien og dennes forskellige epoker. Det er en fornøjelse at tale med dig og at blive oplyst af dig.

Den perlekæde, du netop har lavet til mig, endte som nævnt med at blive perfekt. Den er graciøs samtidig enkel, den er overdådig samtidig med underspillet. Den er ren klasse og god stil!"

 

Mvh

Charlotte Ravn Steenstrup

 

 Læs flere anmeldelser

 

 

 

Bjarke Ziegler

Bjarke er en ”Jack of all trades” her i guldsmedjen. Han hjælper mig i værkstedet, med markedsføring, generel upkeep og mange andre ting og er derfor på ganske kort tid blevet en uundværlig del af Castens’ guldsmedje. Ud over en brændende passion for smykker, som han har uddannet sig indenfor på KEA’s linje ”Smykker, Teknologi og Business”, har han ligesom jeg også en stor interesse for alt ”nørdet”. - Hvilket er en hjælp, hvis jeg vil tilføje endnu en drage til flokken eller vi skal have formuleret en eventyrlig tekst til et opslag. Det resulterer i meget venskabelig latter i guldsmedjen og så sætter jeg pris på, at Bjarke i det hele taget har hjertet på rette sted!

…Og så går han i øvrigt (ulig sin chef, som intet forstår) meget op i Formel 1 og deltager årligt som frivillig hjælper i den danske camp, ved løbet i Spa i Belgien.

 



Vi glæder os til at møde dig!

Kærlig hilsen

 

 

Alt indhold - billeder, tekst osv - på denne hjemmeside tilhører Castens.
Undlad at kopiere disse uden at indhente tilladelse hertil.

Top