Kan man stole på en guldsmed?
For tiden verserer i kendisland (nærmere bestemt Familien fra Bryggen) en historie om en diamantring skabt af Mai Manniches virksomhed JEWLSCPH, som ikke levede op til Cengiz Mads Salvarlis forventninger. Uden at gå i detaljer med netop denne sag, har den afstedkommet nogen bekymring hos mig – fordi den sår tvivl om guldsmedes ærlighed i al almindelighed og prisen på en 1 carats diamant i særdeleshed. Jeg kan jo aldrig stå inde for hvad mine, i øvrigt grundlæggende meget ærlige og fornuftige konkolleger gør, men jeg kan i al fald udbrede mig om, hvordan vi arbejder med vores skønne kunder her hos os.
Når en kunde kommer ind til mig med et ønske om at få lavet et smykke, lad os sige en forlovelsesring med en 1 carats diamant, er det min fornemste opgave at finde ud af, hvad der præcist vil gøre netop denne kunde glad. Vi er nemlig forskellige og hvad der er vigtigt for den ene er underordnet for den anden. Derfor taler vi først om smykkets udseende – en helt igennem personlig ting, hvor jeg gør mit bedste, for at finde ud af, hvad modtageren af ringen kan lide og så foreslå versioner, som rammer netop hendes smag. Vi tegner og taler til vi har fundet frem til det helt rigtige og unikke design, som skal skabes i værkstedet. Og så taler vi om diamanten.
Hvad koster en 1 carats diamant?
Det er sjældent at mine kunder er helt ligeglade med, hvad det færdige smykke koster, og denne smertegrænse kan ligge mange forskellige steder. Derfor spørger jeg altid hvad budgettet er og hvilke kriterier, der er vigtige for netop denne kunde. Her er en meget forenklet oversigt over, hvad en 1 carats diamant typisk koster i forskellige kvaliteter:
- En 1 carats diamant kan fås for under 10.000kr. Så er den sort og dramatisk.
- En champagnefarvet eller piqueret diamant (dvs. med mange tydelige urenheder) kan fås for under 30.000kr.
- Skal diamanten være ”hvid” (dvs. uden farve) og ”ren” (dvs. med kun ganske få urenheder, som kun lige netop kan ses med det blotte øje) starter prisen for en W/SI2 på omkring 78.000kr.
- En smuk og ren diamant med en TW/VVS klassificering vil koste lige under 115.000kr.
- Og så findes der naturligvis også de helt sjældne River/IF – de koster noget mere
Champagnefarvede diamanter i kvaliterne fra C2 til C5
Ikke to diamanter er ens
Diamanter er lige så unikke som vi mennesker. Vi har ganske vist udviklet et klassificeringssystem, som vi vurderer dem efter, men hver enkelt diamant kombinerer kriterierne forskelligt al den stund, at de er skabt af moder jord. Det vil sige, at beder du om en 1 carats diamant med ca. specifikationerne W/VS til et givent budget, vil du stadig få tilbudt diamanter, der er lidt forskellige – måske en TW farve, en SI klarhed, men med en helt fantastisk slibning (der kan gøre hele forskellen). Det er nemlig op til den enkelte kunde at vurdere, hvilken diamant han synes er den allersmukkeste.
Læs mere om diamanter og hvordan man graderer dem (de såkaldte 4 C'er) her
Til venstre (hvidguldsringen) ses en 1 carat diamant med kvaliteten Wesselton Si2. Ringen til højre er med en grøn safir - mulighederne er altså mange og farverige, når man får specialdesignet sin ring.
Sådan køber du en diamant
Når du bestiller et smykke med en diamant af en vis størrelse, foregår det altid på følgende måde:
Få den store diamant lidt billigere
En 1 carats diamant er ikke billig, men du kan få en diamant, der ser ligesådan ud for det utrænede øje, hvis du er villig til at give slip på det elskede 1-tal. Vi mennesker kan mægtig godt lide runde tal - der er ligesom mere schwung over at sige ”det er en 1 carats diamant”. Men af samme årsag er netop den størrelse så utroligt eftertragtet og derfor også relativt kostbar. Men vælger man en 0,9 carat diamant (som er 6 mm i diameter i stedet for 6,5 mm) bliver det pludselig meget billigere! Her er et priseksempel:
1 carat TW/VVS – 113.000 kr
0,9 carat TW/VVS – 91.000 kr
Specialdesignet håndlavet forlovelsesring af urhodineret hvidguld og med en 1 carats diamant. Denne diamant er champagnefarvet/grålig med tydelige inklusioner. Denne diamant vil koste ca. 15.000 Kr. Stenen er ganske vist ikke "hvid", men i levende live glitrer den næsten lige så smukt som de meget finere og dyrere versioner - men med væsentlig mere personlighed end f.eks. en TW/VVS diamant.
At få skabt en specialdesignet diamantring er en fantastisk oplevelse, og vi skal nok gøre vores ypperste for, at du er komfortabel og føler dig velinformeret i hele processen. Føler du dig inspireret til at få designet dit helt eget diamantsmykke (mindre en 1 carat kan skam også gøre det), er du velkommen til at booke et uforpligtende og gratis designmøde allerede i dag.
OBS! Priseksemplerne er fra den 11. september 2017
Hvis du har lyst til at læse mere om, hvordan man sikrer sig, at guldet har den karat (med K!), som guldsmeden påstår, kan du læse videre her.
Hvis 1 carat er godt, er 2 carat vel dobbelt så godt? Dette er en specialversion af Hiding Heart serien, skabt i rosaguld og tilpasset en W/SI2 carat diamant på hele 2 carat. I øvrigt, så kan du se en hvidguldsversion fra samme Hiding Heart serie med en 0,5 carat på det allerførste billede i denne artikel