Genbrug - er du garanteret, at dine nye smykker er lavet af DIT gamle guld?
Prisen på guld er steget med 30% siden januar, hvilket har inspireret mange til at spare penge ved at få nye smykker skabt af gammelt guld - især vielsesringe. Omkostningerne ved en sådan proces varierer voldsomt, fordi der er 2 grundlæggende forskellige måder man kan arbejde med guldet på. En af disse måder affører spørgsmålet: Kan du være sikker på, at DIT guld er blevet brugt til dit nye smykke?
Ved du, hvordan gammelt guld bliver til nye smykker? Denne artikel vil gøre dig klogere på de to grundlæggende måder du kan få genbrugt gammelt guld til nye smykker og derved både spare penge OG skåne miljøet. Du vil altså være i stand til at foretage et informeret valg: Er den lavest mulige pris vigtigst? Eller det faktum, at dit nye smykke er lavet af (kun) dit eget guld med affektionsværdi? Jeg bruger vielsesringe som et eksempel, men selvfølgelig gælder disse processer for alle slags smykker.
Du har fundet dit livs kærlighed, du vil giftes, og derfor skal du finde et sæt vielsesringe. Du overvejer at bruge noget gammelt guld for at spare penge. Smykker, som du ikke længere bærer eller, endnu bedre, guldsmykker arvet fra elskede og måske afdøde familiemedlemmer, hvilket øger affektionsværdien. Hvis dette guld kommer fra begge familier, er der en ekstra bonus, fordi disse to familier så bogstaveligt talt vil blive smeltet sammen. Efter at have samlet det guld, du er villig til at bruge, begynder du at søge efter en guldsmed, der kan skabe dine drømme ringe, og det er nu det begynder at blive forvirrende:
Nogle guldsmede opkræver kun betaling for anvendte timer - i nogle tilfælde et meget lavt gebyr. Nogle lader dig endda betale disse timer med guldets værdi (hvis der er nok). Andre (inklusive yours truly) beregner anderledes: Guldets værdi trækkes fra ringens endelige pris, men du skal stadig betale en del af prisen med rigtige penge. Mange vælger den billigste mulige løsning - for at være sparsommelig er aldrig en dårlig ting, vel?
Men har du overvejet, hvordan det kan være, at dine "specialdesignede" ringe af eget guld kan blive så meget billigere? Du ved jo godt, at der ikke findes noget der hedder en gratis frokost, så hvad sker der?
For at besvare det, vil jeg gerne introducere dig til de to grund-måder at skabe smykker på: HÅNDLAVET, hvor man arbejder med det egentlige metal og VOKSSTØB. Sidstnævnte kan være en meget billigere mulighed, men har sine ulemper, når det kommer til genbrug af dit gamle guld. Mere om det senere.
Håndlavede Smykker
Når man bruger gammelt guld til at skabe f.eks. vielsesringe, er den første opgave at forberede de gamle smykker til nedsmeltning.
Sten skal tages ud (det tager lang tid, hvis der er mange små) og muligvis skal der tilføjes mere guld, hvis der ikke er helt nok. Hvis du f.eks. medbringer 14k guld, men gerne vil have den varmere og mere gule 18k farve, hæver vi legeringen ved at tilføje 24 karat finguld til blandingen. Vi tilføjer i øvrigt altid en ganske lille smule finguld, så vi kan stå inde for den stempling af karaten vi forsyner ringen med til sidst. Derefter smeltes guldet og støbes til en stang – en såkaldt ten.
Tenen valses til de rette dimensioner og skæres i den rigtige længde, inden guldet formes til en ring og loddes sammen.
Derefter files ringene i form og får deres finish - måske en særlig overfladebehandling og en polering på indersiden.
Dette gælder de mest enkle ringe. Man kan skabe mange, mange andre variationer med fatninger, ædelsten og detaljer. ELLER ringene kan formes helt anderledes ved at valse, file, forme og lodde - alt inden for ekspertisen af en dygtig guldsmed. Til sidst fattes mulige ædelstene - måske fra de gamle smykker, så de viderefører affektionsværdien eller de kommer fra pålidelige leverandører. Resultatet er et sæt 100% unikke vielsesringe skabt af DIT gamle guld.
Cire Perdue - også kalet Voksstøb
Støbning har mange fordele, ikke mindst muligheden for masseproduktion og fordi man kan skabe visse 3-dimensionelle former, som er næsten umulige hvis de skal bygges ved at bearbejde metallet direkte. Her er den grundlæggende proces:
En ring bliver skabt af voks. Enten ved at skære den i hånden (hvilket let tager mange timer) eller designet på computeren. Hvis det er en grundlæggende form, som guldsmeden allerede har ved hånden, fordi han tidligere har skabt det samme design for mange andre, tager det kun få minutter, hvorefter den 3D-printes. Dette kræver både software, it-viden og hardware. Mange guldsmede lader underleverandører tage sig af dette, mens nogle få har investeret i at have disse muligheder inhouse.
Ringen monteres på en vokspind og placeret inde i et jernrør - en "kyvette"
Kyvetten fyldes med gips
Efter hærdning placeres kyvetten i en ovn natten over, så voksen smelter og efterlader et hulrum i gipsen
Den ekstremt varme kyvette placeres derefter i et slynge- eller vakuumstøbeapparat, hvor der presses flydende guld ind i hulrummet
Kyvetten kastes i vand, som opløser gipsen og efterlader ringen – nu skabt af guld.
Efter renovering, fatning af sten og finish er ringen færdig
Denne proces tager et stykke tid og bruger meget energi, voks og gips til kun ET smykke, men hvis du støber mange ad gangen, er prisen for den enkelte ring MEGET lavere. Og det er her, hemmeligheden bag den meget billigere pris på vielsesringe af gammelt guld kan findes: Når du støber 10 eller 20 sæt vielsesringe af gangen og blander ALT det gamle guld fra hvert af parrene sammen, kan det gøres til en meget lavere pris. MEN ... kun en brøkdel af dine ringe kommer fra dit eget gamle guld. Man kan sige, at I bliver en stor, lykkelig familie sammen med alle de andre par, som også har fået deres ringe støbt i samme batch.
Men hvad nu hvis man støbte ringene alene? I en enkelt kyvette? For det første ville de koste mere, fordi masseproduktions-fordelen er væk, og for det andet vil det stadig være nødvendigt at "fortynde" med andet guld. Årsagen findes i tyngdekraften: Når man laver en voksstøbning, er der altid brug for yderligere 20 gram for at have tilstrækkelig vægt til at skubbe det flydende guld ind i gipsens hulrum. Så derfor: Medmindre du har mindst et overskud på 20 gram, vil dine nye ringe stadig kun delvist være lavet af dit eget gamle guld.
Genbrug af guld hos Castens
I mit lille værksted arbejder jeg meget tæt sammen med mine kunder for at skabe deres specialdesignede ringe. Efter designmødet outsourcer jeg 3D-design, print og støbning, mens de håndlavede smykker bliver til i mit eget værksted. På denne måde kan jeg arbejde med alle teknikker. Hvis det design du ønsker, kun kan blive til ved at blive støbt, kan det gøres på to forskellige måder:
- Vi støber grund-designet af mit eget guld og derefter tilføjer jeg i værkstedet detaljer så som fatninger og bobler skabt af dit eget guld. På den måde kan du præcist udpege, hvad der er hvad
- Vi støber ringene helt færdige af dit eget guld og hvis ikke der er nok, tilsætter vi mit guld. Ringene bliver altså lidt "fortyndede". Til gengæld støber vi KUN jeres sæt i sin helt egen kyvette (hvilket har en vis merpris)
En sidste mulighed for at genbruge sit eget gamle guld er, at få ombygget det til noget nyt, som du kan se her:
Du er altid velkommen til at betale op til 50% af, hvad dine ringe koster med værdien af dit guld, uanset om jeg genbruger dette til dine personlige ringe, eller guldet er kun en økonomisk hjælp til at få skabt dine drømme ringe (baseret på dagsprisen på nyfortuna.dk). Hvorfor ikke 100% spørger du? Fordi det tiloversblevne guld, som kan have været en del af transaktionen, bliver afleveret til affinering (oprensning af finguldet til genbrug) en gang om året. Men da mit firma bare er et lille enkeltmandsfirma, har jeg brug for likvider til at betale for ting som f. eks. husleje mellem de to affineringsgange. Min udlejer er så træls: De tager ikke guld ;-)
Jeg har gennem årene skabt mange skræddersyede smykker af mine kunders eget guld og ædelstene, og det er altid en ære at blive bedt om at løse sådan en opgave - især i betragtning af den enorme sentimentale værdi, som gammelt guld kan indeholde. Tak for tilliden!