Da jeg var 19 år gammel i begyndelsen af 90'erne, studerede jeg i et år på kunstskolen Engelsholm - beliggende i en renæssanceslot med tårne (jeg boede i et af dem), voldgrave og våbenskjolds-holdende stenløver. Her modtog jeg undervisning i tegning og design/syning af tøj, da alle blev bedt om at skifte deres sædvanlige linjer med en anden i en uge. Jeg endte på smykkeværkstedet, og det var så det. Eller, det troede jeg. Jeg tilbragte hver aften af resten af opholdet på højskolen i smykkeværkstedet, og skønt himlen åbnede sig, lyssøjler skød ned til jorden og et englekor gjaldede gennem himlene, fordi jeg var SÅ sikker på, at jeg havde fundet mit kald… blev jeg ikke guldsmed. Jeg prøvede at finde en læreplads, men da det ikke lykkedes, begyndte jeg at studere på universitetet i stedet.
Så jeg har faktisk en kandidatgrad i kommunikation og kunsthistorie! Når jeg ikke hang over bøgerne, sad jeg i et lille improviseret værksted i min bygnings varmekælder for at forbedrede mine evner som guldsmed. Og da jeg var færdig med mine akademiske studier, begyndte jeg straks et nyt studie på Institut for Ædelmetal for at genoptage min drøm om smykkehåndværket. Jeg var (og er) meget inspireret af art nouveau - særligt Lalique og Arje Griegst og kreerede en hel del skulpturelle smykker skabt af udskåret ibenholt eller perlemor. Mine ambitioner var store - mine evner knapt så store (endnu).
Men ... på trods af at jeg drømte om at blive guldsmed, endte jeg stadig med et kontorjob - fordi jeg stadig ikke kunne finde en læreplads og heller ikke havde modet til at gå min egen vej, endnu. Så i de næste år skabte jeg indhold til hjemmesider, skrev nyhedsbreve og arrangerede firmaarrangementer indtil den sidste recession fik mig fyret - som så mange andre. Og som så mange andre gav dette mig en pause til at tænke mig om: Hvad vil jeg virkelig? Hvad gør mig glad? Hvad er MIN specielle evne, som jeg kan berige verden med? At arbejde med smykker var igen det åbenlyse svar, som jeg jo godt vidste, men ikke havde turde handle på sådan for alvor - indtil nu.
Nu tog jeg en dyb indånding og besluttede at starte mit eget smykkefirma med støtte fra min familie og min vidunderlige kæreste. Og netop da - da beslutningen ENDELIG blev truffet (næsten 20 år efter at have haft værktøjerne i mine hænder for første gang) - blev jeg tilbudt et drømmejob: I et prestigefyldt firma, i cykelafstand hjemmefra, med en god og stabil løn og masser af medarbejder frynsegoder. Det var som om universet testede min beslutning: "Er du SIKKER på, at du vil det her?" Jeg måtte tænke mig om grundigt, men ikke længe. Efter en urolig nat afviste jeg tilbuddet og begyndte at lede efter et værksted og et deltidsjob som kunne dække mine udgifter, og følte mig ekstremt modig (samtidig med at jeg frygtede at jeg have begået mit livs fejltagelse).
Jeg var så heldig at finde begge dele: Et lille kælderlokale i et værkstedsfællesskab ikke langt fra Kongens Have og et godt betalt deltidsjob inden for kommunikation. Mit mod blev belønnet og bekræftet da jeg umiddelbart efter fik muligheden for at købe et helt guldsmedeværksteds indhold af en nyligt afdød kollega for en brøkdel af dets værdi. I et år ”legede jeg butik”, før jeg snublede over det smukke lokale med højt til loftet, som nu er min guldsmedje. Jeg malede det grønt, skabte udstillingsskabe af forgyldte billedrammer jeg havde fundet på loppemarkeder, og for nøjagtigt for 10 år siden åbnede jeg officielt dørene til det, der dengang var “Galleri Castens”, fordi jeg også havde andre håbefulde smykkekunstnere i stald.
Jeg vil så gerne kunne fortælle, at det var en enorm succes fra start. Imidlertid havde jeg intet lokalt netværk, ingen andre kunder end venner og familie (tak allesammen for at støtte mig ved at købe mine smykker og hjælpe mig på så mange andre måder!) og var helt ukendt i branchen. Men langsomt og sikkert arbejdede jeg for at skabe mig et navn som en, der kreerer eventyrlige smykker. I et land, hvor strømlinet minimalisme er eftertragtet, og især på et tidspunkt, hvor småt, enkelt og beskedent var designidealet (en naturlig konsekvens af recessionen), stod mine smykker frem - og var ikke særlig lette at sælge til ”masserne". Og det var en godt det samme, fordi jeg på ingen måde var klædt på til at producere bare en mindre mængder smykker dengang!
Men jeg lærte meget, og efter 5 år valgte jeg at skifte gear og blive bare lidt mere ”business savvy”. Jeg byggede min værkstedsbutik om til det lyse og luftige look med mine signaturkrøller, som du ser i dag, takkede mine kommissionærer for at tage den første etappe af min rejse sammen med mig, vinkede farvel til dem og ændrede Galleri Castens til bare CASTENS - komplet med ny hjemmeside castens.com og det hele. Jeg var kommet langt! Og vigtigst: På trods af at jeg aldrig officielt har lært håndværket og af den årsag også bliver set skævt til af i al fald nogle af mine kolleger, er jeg nu selv guldsmedemester og godkendt til at uddanne min egen lærling til at blive guldsmed.
For at klare den stigende efterspørgsel (og måske også for at bevise overfor mig selv, at jeg var god nok), begyndte jeg an ansætte medarbejdere: En guldsmed, en lærling, en administrator, vikarer og praktikanter. Samtidig begyndte jeg at arbejde med støb, hvilket gør det muligt for mig for at skabe kopier af et bestemt design. Disse kan derefter ændres og tilpasses til hver enkelt kunde, så der stadig er tale om et specialdesignet smykke. 
Naturligvis bygger jeg stadig unikasmykker helt fra bunden, men det at kunne vise et design, der allerede findes og kan ændres, har vist sig at være meget populært, fordi det alligevel kræver lidt mod og fantasi at få noget skabt fra bunden/en tegning uden først at kunne se en version af smykket.
Imidlertid voksede det hele lidt for stor og lidt for hurtigt, og til sidst befandt jeg mig i en situation, hvor jeg udelukkende talte med kunderne og skabte prototyper af nyt design, mens jeg tilbragte størstedelen af min tid foran en computer og med at håndtere mine medarbejdere. Der er en grund til, at folk er ansat for at lede andre - det tager tid og færdigheder, og jeg var nødt til at indse, at jeg havde ingen af delene. Jeg ville bare skabe smukke smykker! I sommers var jeg så udmattet, at jeg alvorligt overvejede at opgive og vende tilbage til et ganske almindeligt lønmodtagerjob uden det samme ansvar, men efter nogle ugers alvorlig debateren med mig selv stod det klart: Jeg ER det rigtige sted og jeg GØR allerede det rigtige – der måtte bare andre boller på suppen.
Derfor besluttede jeg mig for at være modig igen og rulle tilbage til et absolut minimum: Mig selv og min deltids guldsmed Alessandro, der hjælper mig med at skabe smykkerne. Dette har givet mig tiltrængt arbejdsro, som jeg virkelig har elsket. Jeg kommer sandsynligvis til at ansætte en deltidsadministrator igen på et tidspunkt, men i øjeblikket nyder jeg at være alene i mit lille dronningerige, hvor jeg kan lytte til musik, mens jeg arbejder i flow, når jeg skaber mine eventyrsmykker til kunder, der elsker det romantiske og lidt anderledes lige så meget som jeg gør.
Fremtiden bliver helt sikkert interessant! I maj deltager jeg i min allerførste kuraterede smykkeudstilling arrangeret af Nina Hald på museet Fjord og Bælt. Derfor genfinder jeg mig i disse dage tilbage til de lykkelige tider, hvor jeg sad og skar små relieffer og skulpturer i varmekælderen, for så mange år siden. Forskellen er, at mine færdigheder er blevet væsentligt forbedret i mellemtiden, hvilket betyder, at jeg nu kan skabe smykker til mine kunder, som jeg dengang kun drømte om at bringe til live.
Min historie er bestemt af slagsen ”Frem og Tilbage”, men jeg kan se, at jeg hele tiden vendte tilbage til mit sande kald, indtil jeg endelig var modig nok til at følge mit hjerte og blive den guldsmed jeg er i dag. Jeg kan med overbevisning sige, at det er min passion at skabe smukke og eventyrinspirerede smykker, som er behagelige at have på og gør dig glad hver gang du ser det. Jeg er så glad for, at jeg ikke opgav på den lange og unægtelig noget snørklede vej til, hvor jeg er nu - i stand til at gøre netop det!
Så: Opgiv aldrig din drøm! Det tager muligvis lang tid og en anden form end du troede, men hvis du holder fast i din drøm, vil du finde den til sidst.
RSS Feed