Da jeg blev stillet opgaven om at skabe et smykke baseret på det tyske krigs-koncept ”Gold gab ich für Eisen”, var det oplagt at dykke ned i min egen families historie. Jeg er nemlig opvokset som del af det tyske mindretal i Sønderjylland, hvor min fars familie i generationer har hørt til Haderslevs bedre borgerskab. Min fornemmelse af, at en slægtning kunne have doneret guld for at støtte den tyske krigsindsats, holdt stik: Min far fortalte, at hans bedstemor (min oldemor) Helene Henriette Meyer, født Castens, engang med stolthed havde vist ham en urkæde af jern, som hun havde fået skabt, efter hun havde doneret sin egen urkæde af guld til ”Das Vaterland” under 1. Verdenskrig.
Helene og Peter Meyer ca. 1893
Almindeligvis fik man ved den lejlighed en lille medaljon med teksten ”Gold gab ich zur Wehr, Eisen nahm ich zur Ehr“. Men havde man råd til det, fik donoren, ligesom Helene, skabt en kopi af det oprindelige guldsmykke i jern. På denne måde bibeholdt man brugsfunktionen og kunne samtidig demonstrere sin patriotisme.
Mange tyskere og tysksindede donerede deres smykker til det tyske forsvar, både under første og anden verdenskrig. Ofte sikkert af patriotiske årsager, men for mange kvinder, som blev hjemme og måtte se deres ægtefæller, fædre, sønner og brødre drage i krig, har det primære incitament nok været et andet: Måske de ekstra våben, mad eller tæpper, som det donerede guld kunne købe, var med til at sikre, at hendes kære kom (helskindede) hjem igen?
Helene havde god grund til at være bekymret, for både hendes mand, lægen Peter Meyer, og deres to ældste sønner (der begge var lægestuderende) deltog i første verdenskrig på tysk side, selv om han, lige så lidt som de dansksindede hjemme i Haderslev, billigede krigen. Desværre overlevede ikke alle, idet den ældste søn Hans Oluf faldt i Frankrig. Så man kunne jo påstå, at Helenes donerede urkæde i al fald delvist havde ”virket”.
Peter og sønnen Otto Meyer ved den russiske front 1917
Mit bidrag til udstillingen Makabre Mesterværker tager udgangspunkt i en urkæde til damer, som er kendetegnet ved at være lidt spinklere end urkæderne til mænd. Til gengæld var de ofte udsmykket med små, dekorative plaketter. For at illustrere transformeringen fra guld til jern, er begyndelsen af kæden – dens hægte og de første centimeter, skabt af 14k guld og går så over i at være skabt af oxyderet sølv, som illuderer det mørke jern.
Undervejs er indsat to plaketter. Den første er af guld med en rubin, som kan fortolkes på to forskellige måder:
1. En solopgang – klassisk symbol på det håb donor har, ved at give sit guld til krigsindsatsen.
2. En eksplosion – forårsaget af det våben, der sidder i slutningen af kæden.
Den anden plakette er af sølv med graveringen ”Ante Bellum” - ”Før Krigen” på latin. Jo bedre rustet man er inden det går løs, jo større chance for at overleve.
Kæden slutter ikke i et ur, men i en kanon af sølv med rubiner fattede i navene på hjulene. Idet jeg har taget udgangspunkt i min formoder Helenes donation, er kanonen skabt i, hvad man ofte refererer til en ”victoriansk stil” eller, ”Gründerzeit” som stilen i slutningen af 1800-tallet blev kaldt i Tyskland.
Kanonen er kinetisk, idet hjul og selve kanonløbet alle er bevægelige, som et nik til nogle af de æg, som Fabergé omtrent samtidigt skabte til den russiske zarfamilie og som til tider indeholdt overraskelser i form af miniature transportmidler, f.eks. en karet med bevægelige hjul.
Photo: Miklos Szabo & Ida Buss
Lige i disse dage er krig anderledes nærværende. Krig er noget, som min og min datters generation ganske enkelt ikke har været vandt til andet end som ”underholdning” i bøger og på film eller som noget, der foregår meget, meget langt væk. I lyset af Ruslands angreb på Ukraine bemærker jeg også, at jeg har fået et mere nuanceret perspektiv på mit værk, siden jeg skabte det i foråret 2021.
Siden anden verdenskrig har tyskerne været gode og fredelige naboer, som vi gerne vil handle med, have på besøg og ikke skammer os over at være i familie med. De sidste, som selv oplevede og husker krigen, er efterhånden ved at have forladt denne verden. I vore dage lever vi derimod ganske udramatisk sammen, ikke mindst fordi man fra tysk side har truffet en aktiv beslutning om en gang for alle at lægge de imperialistiske tilbøjeligheder på hylden (Putin kunne lære noget her). Det harmoniske samliv skyldes helt sikkert også, at grænsen mellem vores lande er blevet trukket som følge af en folkeafstemning efter første verdenskrig. Slesvig blev delt i henholdsvis Nord- og Sydslesvig og denne grænsedragning, med efterfølgende fredelig sameksistens, er faktisk relativ enestående i verden, hvorfor udvalg og regeringsrepræsentanter fra mange lande med grænseudfordringer har været på studietur hos os.
Sådan forholder det sig desværre ikke i Ukraine. Når man står i en krig, uanset om det er ens eget eller et andet lands regering, der har taget initiativet, forestiller jeg mig, at de fleste vil være imod - krig i det hele taget - af så mange indlysende grunde, at det slet ikke giver mening at opregne dem. Men er krig nu engang et faktum, giver det til gengæld mening, at man som befolkning forsøger at støtte ”sine drenge” og så i øvrigt selv overlever krisen bedst muligt også, hvis det kræver flugt. For langt de fleste, som også min familie, har det handlet om ens egne, elskede familiemedlemmer og frygten for, om de overhovedet vendte tilbage fra slagmarken. Den reaktion tænker jeg, at ukrainske hustruer, der laver Molotov cocktails såvel som russiske mødre til rekrutter, der er sendt på ”øvelse” ved den ukrainske grænse begge kan relatere til. De vil bare gerne have at det stopper og at deres elskede kommer hele hjem igen.
I det lys forstår jeg ualmindeligt godt min oldemors donation og jeg kunne forestille mig, at jeg nok havde handlet tilsvarende. Mine tanker går i disse dage til det ukrainske folk lige så vel som til de millioner af russere, som på ingen måde billiger den krig, som deres regering så uprovokeret har iværksat mod deres ”broderfolk”.
5g 14k guld
20g 925 sterlingsølv – oxyderet
I alt 0,2ct rubiner
(3D arbejde er udført/sponsoreret af min lillebror, Poul Meyer)
Se min urkæde og mange andre spændende, smukke og provokerende døds-smykker på Sønderborg Slot i udstillingen Makabre Mesterværker, som er kurateret af Nina Hald. Udstillingen kan opleves fra den 8/4 til den 23/10 2022.
RSS Feed