En Heldig Lille Drage

Af Stine Barth

 

Dragen Alfred lå og solede sig på klippetoppen, som små drager har det for vane at gøre. Hans liv var ganske ubekymret, og han var faktisk ret godt tilfreds. Der forventedes ikke noget af ham, fordi han endnu ikke var så gammel, og han havde ingen ambitioner om at gå imod forventningerne. Derfor gjorde det heller ikke indtryk på ham, da de store drager begyndte at tale om, at de skulle ud at finde sig en skat og en prinsesse.

Nogle af de små drager talte drømmende om, hvor fantastisk det måtte være at blive en voksen drage og kunne tage ud på store eventyr.
”Jeg forstår ikke hvorfor I har så travlt?” udbrød Alfred undrende. ”Det er da dejligt at ligge her i solen ,uden at have store pligter at tage sig af.”
En lille drage, Mads, rejste sig og kiggede meget forbavset på Alfred. ”Pligter?” spurgte Mads. ”Hvordan kan du kalde det en pligt at passe på smukke skatte og prinsesser. Har du nogensinde set en diamant? Så ville du ikke kalde det en pligt.”
Alfred grinede ”Det har du da heller ikke.”
”Nå nej, men jeg har fået det beskrevet, og kan slet ikke vente med at blive stor og skulle ud og finde min egen skat og helt egen prinsesse,” svarede Mads drømmende.
”Ja, jeg har altså ikke så travlt,” svarede Alfred. ”Jeg kan godt lide at ligge her i solen.”
Mads rystede på hovedet og det samme gjorde et par små drager, der havde hørt samtalen.
Alfred trillede bare om på ryggen og nød at føle solen varme ham på maven, og kort efter faldt han i søvn. Det samme gjorde flere af de andre. Små drager kan ikke holde sig vågne særlig længe ad gangen, hvilket er en af de største grunde til, at de må vente til de bliver ældre med at tage ud på eventyr.

Senere på dagen vågnede Alfred og de andre små drager ved, at der var et stort postyr blandt de ældre drager. Han krøb hen hvor de store drager holdt til og lyttede til deres samtale.
”Kongen har udlovet en dusør til den, som kan skaffe ham den største diamant inden næste fuldmåne,” fortalte en af de ældste drager højtideligt. ”Og I kan jo næsten gætte, hvad denne dusør er?” Den gamle drage lod sætningen stå lidt i luften for spændingens skyld.
”Prinsessen og det halve kongerige!”
Der lød et gisp blandt alle de gamle drager og fra flere af de små, som havde fulgt Alfreds eksempel og lyttede med.
”Århh, hvorfor er jeg ikke voksen endnu,” udbrød en lille drage og flere stemte i.
De voksne drager opdagede, at de små smuglyttede og gennede dem tilbage til deres klippe. Lettere slukørede gik de små drager tilbage. Kun Alfred var ikke slået ud.
”Det bliver da spændende, at se hvem der vinder,” smilede han. ”Men tror I virkelig, at kongen havde tænkt sig, at det skulle være drage, der vandt? Er det ikke normalt en kongesøn, der skal vinde prinsessen og det halve kongerige?”
Mads skubbede drillende til Alfred. ”Selvfølgelig forventer kongen da, at det er en kongesøn, der finder diamanten. Men jeg tror, han har glemt at sige, at drager ikke må deltage. Nok fordi han ikke tror, vi kunne finde på det,” grinede Mads.
Nu var det Alfreds tur til at ryste på hovedet, dog var han alligevel en lille smule spændt, for selvom han ikke havde travlt med at vokse op og komme ud på de store eventyr, så var han jo trods alt en drage. Han var bare ikke så gammel endnu, og hans indre eventyrer var stadig mere betaget af solens stråler end af skatte og prinsesser.

Om natten lå han på sin klippetop og drømte om dagens hændelser, og om hvor dejligt det var at flyde i solen. I søvne fik han rullet sig om på ryggen ligesom han havde gjort om dagen, men til hans store uheld, lå han så yderligt, at han fik rullet sig ud over klippen.
Han vågnede midt i faldet og blev meget forskrækket. Han havde endnu ikke lært at flyve, men instinktet tog alligevel over og hans vinger bredte sig ud. Det tog lidt af faldet, men han formåede stadig at slå sit hoved og den ene vinge.
”Auv,” peb han og tog sig til hovedet. Han kiggede op ad klippevæggen og følte modløsheden skylle ind over sig. ”Åh, hvor er der altså langt op.” Der var meget mørkt omkring ham, og han blev en lille smule bange og kravlede derfor ind i en lille grotte, der lå foran ham.
Grottens åbning var kun lige akkurat så stor, at Alfred kunne mase sig derind. Hans vinge gjorde rigtig ondt, og han følte sig ret elendig.
Så hørte han nogle lyde udenfor grotten, som han ikke kendte, og kravlede endnu længere ind. ”Auv, hvad er nu det?” Peb han. Gulvet blev pludselig hårdt og skarpt under ham. Tårerne begyndte at trille, og han var efterhånden så træt, at hans øjne næsten ikke kunne holde sig åbne. Længere fremme i grotten fandt han en lille plads, blot med en enkelt stor sten, som ikke føltes nær så skarp som de andre. Her rullede han sig sammen og faldt i søvn.

 -

Det mest vidunderlige og blændende syn mødte Alfred, da han vågnede. Morgensolens stråler havde fundet vej ind til Alfred i grotten og flød nu som vand henover klippens vægge, men det der var mest betagende, var de skinnende diamanter, han var omgivet af. De gav genskær i hele hulen, og Alfred fandt sig selv badet i de smukkeste farver. Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var diamanter, han var omgivet af og den lille drages hjerte svulmede. Pludselig forstod han, hvad de store drager talte om, og han gik begejstret rundt i hulen og betragtede sit fund.
”Min skat,” grinede han lykkeligt. ”Min helt egen.” Han så hen på, hvor han havde sovet og hans øjne blev mødt af en blændende lys fra en kæmpestor diamant. Den havde så mange facetter, at den nærmest syntes rund og ikke skarp som de andre diamanter. Det måtte være den, han havde sovet op af, og som havde føltes rar og tryg.
Han havde aldrig før hørt om en diamant, der næsten var rund, men der var jo nok så meget han endnu ikke vidste. Diamanten var meget stor og tung, så han lagde den ned på jorden og begyndte at trille den, så godt han nu kunne, mod udgangen. Han var nysgerrig for at se, hvordan den så ud ude i solen.

Smerten i vingen tog til i takt med at han bevægede sig hurtigere. Så han foldede den helt ind til kroppen og forsøgte at undgå, at støde for meget ind i grottens vægge. Den næsten runde diamant skinnede med et dejligt blødt lys. ”Lige så blød at se på som at røre ved,” smilede han for sig selv.
”Hej,” lød det pludselig ovenfor grotten. Alfred fór sammen og skulle til at kravle ind i grotten igen. ”Nej du må ikke gå, jeg gør dig ikke noget,” Stemmen var fin og melodisk, og Alfred kiggede op og fik øje på en lille pige, der sad med benene dinglende ned fra grotteindgangens top.
Langsomt begyndte pigen at kravle ned, og Alfred trak sig baglæns og gjorde sig så lille som mulig, mens han havde øjnene spærret helt op. Vingen blev klemt, da han kom til at bakke ind i klippevæggen bagved ham. ”Auv,” peb han og begyndte at småløbe væk fra pigen.
”Vent på mig,” råbte hun efter ham. ”Hvor skal vi hen? Jeg kan ikke løbe så hurtigt.”
Alfred standsede. Hun lød faktisk ikke særlig farlig, og han vendte sig og kiggede ind i to storsmilende øjne.
”Hej jeg hedder Mira. Hvem er du?”
”Alfred,” svarede han og slog blikket ned.
”Er du en drage?”
Den lille drage nikkede, og turde stadig ikke se på pigen.
”Du ser vel nok sød ud,” udbrød hun.
Overrasket kiggede Alfred op på hende. Solens stråler skinnede igennem hendes gyldne hår og Alfred kunne ikke lade være med at gengælde pigens smil. I det samme fik han øje på den store diamant, han havde efterladt ved grotten.
”Kom,” sagde han næsten uhørligt og gik forbi pigen. Tilbage mod grotten og diamanten. Pigen småløb ved siden af ham.
”Hvad skal vi nu?” spurgte hun spændt
Stolt viste han sin diamant frem. ”Jeg har fundet denne her.”
”Ihh, det er den fineste største diamant jeg nogensinde har set,” udbrød hun med et lille hvin.
Alfred smilede. ”Jeg har også fundet flere diamanter. Vil du se?”
Pigen klappede i hænderne og smilede.
”Men det er min skat, det var mig der fandt den,” sagde han med så meget bestemthed i stemmen, som en lille drage kan mønstre.
”Selvfølgelig,” sagde pigen alvorligt, men med et blidt smil i øjnene.

De skulle til at gå ind i grotten, da Alfred igen stødte ind i væggen med sin vinge. ”Auv auv.”
”Du siger av hele tiden. Har du slået dig?”,
”Det er min vinge” svarede han og fik tårer i øjnene. ”Jeg faldt ned deroppe fra i nat.” Han pegede op.
”Nøøj, det var langt. Skal jeg se på din vinge?”
Han bredte vingen ud, så hun kunne se på skaderne. ”Hmm,” sagde hun alvorligt.
”Er det meget slemt,” spurgte han uroligt og var lige ved at græde igen.
”Nej, der er en lille rift, jeg tror det går, over hvis jeg puster på det.” Hun begyndte at puste og Alfred syntes faktisk, at han kunne mærke at det hjalp. Hun afsluttede sin pusten med et lille kys. ”Sådan, nu er du næsten fin igen. Men jeg tror, du skal passe på med hele tiden at støde vingen ind i klippekanterne,” sagde hun fuld af alvor. ”Vi kan lege herude i stedet for og så kigge på din skat, når du har fået det bedre.”

Hele dagen legede de ude foran hulen eller solede sig. Den lille pige lagde sig op ad Alfred og de faldt begge i søvn i solen. De havde lagt sig lige foran grottens indgang, så Alfred kunne passe på sin skat selvom de sov. Den store diamant holdt han tæt til sig, så den ikke blev væk.

Det var det syn, der mødte en af de voksne drager, som var ude for at lede efter ham. Da den store drage nærmede sig, vågnede den lille pige og løb forskrækket ind i grotten og gemte sig.
”Jamen dog lille Alfred, hvad har du dog dér?” spurgte den voksne drage.
Alfred kiggede rundt efter Mira og kunne lige netop ane, at hun vinkede inde fra grottens mørke. Men han opdagede så også, at det var hans næsten runde diamant, som den voksne drage havde fået øje på og ikke Mira.
”Er den ikke flot?” spurgte Alfred begejstret.
”Jo meget, men du er da alt for ung til at lede efter skatte, lille Alfred,” sagde den voksne drage bekymret. ”Du kunne være kommet alvorligt til skade.”
”Jeg faldt ned fra klippen og slog min vinge,” peb Alfred. ”Jeg var slet ikke ude for at lede efter skatte.”
”Det var godt nok et langt fald for sådan en lille en som dig. Kravl op på min ryg, så flyver jeg dig op igen. Bare hold rigtig godt fat i både mig og din diamant.”
”Det vil jeg gerne, men jeg skal lige noget.”
Den voksne drage kiggede undrende, da Alfred løb ind i grotten.
”Jeg skal nok passe på din skat, til du kommer tilbage,” hviskede Mira. ”Hvornår lærer du at flyve, så du kan komme herned igen?”
”Der går nok ikke så længe…”
”Og ellers skal jeg nok flyve dig herned,” grinede den voksne drage, som var kommet helt hen til grotten for at se hvad Alfred dog lavede.

Alfred sagde farvel til Mira og kravlede op på den voksnes drages ryg. Han blev mødt med stor begejstring fra de andre små drager, der ville høre alt om hans lille eventyr. Og igen og igen skulle han vise den store diamant frem.
”Nu kan du bestemt vinde prinsessen med den store diamant,” sagde Mads med stor stolthed på sin vens vegne.
”Jamen jeg er da slet ikke interesseret i prinsessen,” grinede Alfred. ”Jeg tror ikke prinsesser er noget for mig.” Alfred holdt glad fast i sin runde diamant og var lykkelig for sin skat. Og han glædede sig allerede til at komme ned og lege med Mira igen.

Hvad han ikke vidste, var, at den lille pige, der havde hjulpet ham, og som han havde leget med hele dagen, i virkeligheden var kongedatter. Men på det punkt var Alfred ikke meget anderledes end andre drager. Prinsesser og smukke diamanter er og bliver dragers svaghed. Den store forskel var, at Alfred ikke havde behøvet at bortføre prinsessen. De var blevet venner i så tidlig en alder, at da hun voksede op og blev en ”rigtig” prinsesse, var deres venskabsbånd så stærkt, at det aldrig faldt ham ind at bortføre hende, ligesom de andre drager havde for vane med prinsesser.

 

 

Køber du et dragesmykke til et barn hos Castens, får du ovenstående historie med som lille hæfte. Er smykket til dig selv eller en anden voksen, får du "Drageild i mørket" med i stedet. Du kan læse historien her.

Omslagsillustration:
Sarah ”Galaxara” Sharf