Drageild i mørket

 

 

Hun vidste, at hun havde begået en fejl, da hun så hans kraftige skikkelse dukke frem fra buskene foran hende. Det var alt for mørkt, sent og farligt at gå her på denne tid af natten, men hun havde været træt og ville bare hurtigt hjem. Nu så det ud til at hun skulle betale prisen for at ignorere almindelig sund fornuft.

Inden hun nåede at reagere, brasede han ind i hende og skubbede hende op mod et træ. En gren borede sig smerteligt ind i ryggen, da hun forsøgte at forsvare sig selv. Men han var stor og stærk og hurtigt dæmpede han hendes opskræmte råb om hjælp med den ene hånd, mens den anden famlede hårdt ned over hendes krop.

Han flåede straks tasken fra hende og nu følte hun en skarp smerte i nakken, da hendes gyldne halskæde – den hun havde arvet af Bedstemor – blev revet af hende. Han fortsatte til hendes hånd og forsøgte her at trække den nye ring af hende, mens han med sin krop holdt hende naglet fast mod træet. Han lugtede. Af tobak, sprut og ikke at være blevet vasket i en rum tid. Kvalmen skød op i hende og hun forsøgte ikke at give efter for den lammende skræk, der bredte sig i hendes lemmer, mens hun forbandede sig selv for at være dum nok til overhovedet at bringe sig selv i denne situation. Hun forsøgte at trække sine hænder væk fra ham, men han fik fat i ringen – den med en lille drage, der slyngende sig omkring hendes finger – og trak gryntende til.

Det gjorde ondt, og hun spekulerede på, om hendes finger var gået af led, da han pludselig mistede grebet – ringen syntes at blive blød og røg pludselig ganske nemt af. Han kom med et overrasket grynt, da den gled gennem hans fingre og faldt til jorden.

Pludselig var ringen tilsyneladende ikke så vigtig mere, for han så på hende hen over sin barkede næve og ind i hendes vidt opspærrede øjne. Han så vred ud, sulten – og næsten lige så fortvivlet, som hun vidste hun måtte se ud. Hvad ville han gøre nu? Hun begyndte at kæmpe imod ham igen, da det gik op for hende, at hun måske ville miste mere end sine ejendele, da et lille lysglimt fangede hendes – og hans – opmærksomhed.

Det så ud som om nogen havde strøget en tændstik, men hun var sikker på at de var skræmmende alene, kun omgivet af træer og buske. Det var de ikke. Han stivnede, og nu hørte hun en sagte lyd som en kolibris summende vingeslag til højre for hans hoved. Der var den igen – den lille flamme, som denne gang sved hans øjenbryn af og efterlod en stank af brændt hår i luften.

 

Han råbte op og dækkede sit øjne, og hun benyttede sig af distraktionen og skubbede hårdt til ham.

Han nægtede at give slip, men noget syntes nu at angribe ham for alvor – noget ganske småt og meget vredt skræppende. Snart glemte han alt om hende og viftede vildt om sig mens han rasende slyngede bandeord mod sin usynlige angriber. Hun kunne ikke rigtig se noget i mørket, men de små glimt af lys fra den lille skabning lod hende skimte voldsmanden, der nu kæmpede imod noget, som var alt for hurtig for hans store og – som hun på smertelig vis havde konstateret – hårde hænder. Hun gemte sig bag træet og så, hvordan han tilsyneladende havde glemt alt om hende og nu blot forsøgte at blive sin plageånd kvit. Til sidst gav han op og stak skældende og smældende af, forfulgt af flimrende lysglimt.

Han var væk. Det var forbi. Pludselig gav hendes knæ efter og hun gled til jorden, mens hendes ømme ryg skrabede mod træets bark. Hun hulkede, da hun indså, at han var borte. Med rystende hænder famlede hun efter tasken og fandt også halskæden, men hendes ring var forsvundet. Hun slyngede armene omkring knæene og lod med tunge tårer sin frygt opløses i nederdelen.

Et lille lysglimt bragte hende tilbage til hendes omgivelser. Det syntes at være meget tæt på – på hendes venstre knæ for at være helt præcis. Da det lykkedes hende at fokusere, gik det op for hende, at det var en lillebitte drage på længde med hendes lillefinger. Dens skællede hud virkede blød og glitrede gyldent i lyset fra dens flammeånde. Minidragen rejste sig på bagbenene, lagde hovedet på siden og blinkede til hende med sine diamant øjne, samtidig med at den udstødte en blød, spørgende lyd. Hun lo. “Jeg er okay du lille – på grund af dig, tror jeg?”

Hun rakte hånden frem, og dragen sprang med et elegant hop over på hendes håndflade, hvor den kærligt skubbede sit hoved imod hendes tommelfinger. Så vendte den sig om og snoede sig om hendes ringfinger, hvor den selvtilfreds lagde sig til rette. Hun så til, mens den lille Drage en sidste gang åndede glødende ud og stivnede. Hun havde sin ring på igen. Eller havde den hende på? Hun smilede, rejste sig og gik hjem – let forpjusket men også med en ny selvsikkerhed i hendes gang.