7. Juni 2017

Hvordan bygges en ægte tryllestav?

Hvad hvis magi var ægte? Hvad om Hogwards faktisk fandtes og du HAVDE en chance for at modtage det eftertragtede brev med uglepost når du blev 11? Denne drøm er absolut til stede hos mange børn såvel som voksne (selv om det i så fald jo er en smule sent at vente på sit 11-års brev). Vi har læst bøgerne, set filmene, besøgt Warner Bros studiet udenfor London og købt diverse merchandise. Nogle går hele vejen og deltager i et Live Action Role Play (LARP), hvor de får lov til at udleve drømmen som studerende på en magisk skole. Til sådan en livagtig oplevelse skal man bruge en ægte tryllestav, lavet af ægte materialer.



Min 12-årige datter har netop deltaget I sådan et LARP og selvfølgelig sprang hendes guldsmede-mor til med tilbuddet om at skabe en rigtig tryllestav til hende. Heldigvis (for mig) var hun begejstret over ideen og derfor var det næste spørgsmål så: Hvordan skal den se ud? Det viser sig, at hun var ret fascineret af den tryllestav, som den Amerikanske Minister for Magi Seraphina Picquery har i den seneste Pottervers film ”Fantastiske Skabninger og hvor de findes”.



Denne tryllestav er naturligvis inspireret af filmens periode, den symmetrisk-buede art deco, og har et lilla farvetema.

Men min datter ville ikke bare have en kopi (god pige), men derimod hendes egen version, som skulle have et blødere og mere legende look. Derfor kastede jeg mig gladelig over at designe en art nouveau / skønvirke inspireret tryllestav som stadig nikkede inspirationsmæssigt til originalen. Den skulle opbygges af en træstav, toppet af en lilla ædelsten, der skulle fæstnes til staven med et ornament af sølv.

Den første udfordring var at få skabt selve tryllestaven. Jeg havde en blok amarant – et meget smukt mørkt og rødligt træ med en lilla tanke, som også kendt som ”purple heart” fordi det har en mere lilla farve, når det er nyskåret. Når man arbejder med det, udløser træet den lækreste duft af vanilje, hvilket også er skyld i, at mange snedkere kærligt kalder træet for ”kagetræ”.

Det var ikke så nemt at finde et menneske, som både ejede og var I stand til at betjene en drejebænk, men til sidst endte jeg i et kompakt værksted hos en, der var en lige så stor værktøjsentusiast som jeg. Sammen fik vi en hyggelig snak om fornøjelsen med at arbejde med specialværktøj og hvordan det til tider kan være nødvendigt at skabe det selv, hvis opgaven kræver det. Han indvilligede i at forvandle min blok af vaniljeduftende amarant til en tryllestav – MED et hul i midten, så der var plads til at den kunne fyldes med en kerne fra et magisk væsen. Mere om det senere.




Nu til pynten: I mit store Franz Jäger-style pengeskab har jeg i nogle år haft en meget stor og smuk ametystdråbe liggende og denne facetterede skønhed var perfekt til formålet. Jeg fræsede en kegleformet fordybning ud af enden af tryllestaven, så de to passede perfekt sammen og glattede træets kanter med helt fint smergel papir. Derpå limede jeg en kegle af papir sammen, som føjede tryllestav og ædelsten sammen og tegnede det design, som skulle skabes i sølv direkte på papiret.




Skåret op og presset flad, blev papirkeglen brugt som skabelon for at skære designet ud af en sølvplade med en juvelersav.




Så formede jeg det blondelignende sølv til en kegle, loddede den sammen og filede og formede, til alle linjer stod lige så spænstige, flydende og smukke, som jeg ønskede dem. En sidste tur ude på polermaskinen og sølvet var klar til sidste etape.




Nu var det endelig blevet tid til at samle tryllestaven. Som enhver ægte Harry Potter fan vil vide, har en tryllestav altid en kerne af en smule af et magisk dyr. Hr. Potters tryllestav har fx en kerne af en fønix fjer. Desværre viste min jagt på fønixer, enhjørninger eller andre magiske væsener ikke at bære frugt, så jeg måtte finde på noget andet, nemlig et knurhår fra Johannes hvide kat Amanda.



Faktisk er det ikke helt skævt med et katteknurhår, for Hr Ollivanders far brugte ofte knurhår fra en “kneazle” – et meget stort kattedyr. Crookshanks, Hermiones kat, var fx halvt kneazle, så jeg brugte med sindsro Amanda-den-knapt-så-store-kats knurhår.




Hullet blev stoppet til af ametysten og så pressede jeg grabberne fra sølvornamentet ind over dens kuppel. En smule olie fik træet til at gløde endnu dybere og gav denne 10 ¼” tryllestav det sidste ”glatte lag”.

Læs mere om den færdige tryllestav her

 

Min datter var begejstret da hun pakkede hendes splinternye tryllestav ud og sov endda med den natten før hun tog til sit eget Hogwards – Trylleslottet Brogg, der fandt sted på slottet Rosenholm nord for Århus. I dette LARP til børn skulle hun spille den lidt nørdede dyreelsker Lonnie Gunhild fra Fanø (derfor gummistøvlerne).


Er du voksen og har den same drøm at få lov til at studere på en ægte magisk skole, skal du overveje at tage til Polen, hvor du for en weekend kan indskrive dig på “College of Wizardry” der finder sted i et kæmpestort slot. Jeg ved, at oplevelsen er helt igennem fantastisk (på op til flere forskellige måder), men skriv dig op i god tid, for på trods af at det ikke er lige om hjørnet og heller ikke er ligefrem billigt, så ryger billetterne meget hurtigt efter der er åbnet op for salget.



Hvis du kunne tænke dig din helt egen specialdesignede luksus tryllestav af højkvalitetes materialer, så tøv ikke med at kontakte mig for et designmøde. Priserne starter ved 1.500 kr.

 

Book designmøde

Tags: eventyr, magi, Harry Potter

Kommentarer

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Kategorier


Arkiv


Seneste designs

Følg os